Charlotte H. Seidler og Bo Bojesen er klar til at tage imod folk, der har problemer med alkohol.
Af: Kim Larsen 22. november 2010, Frederiksværk ugeblad,
MISBRUG
Nu er der atter hjælp at hente lokalt, hvis du har problemer med alkohol. Kig ind til Bo og Charlotte i Jernbanegade 6, 1. sal – det er gratis
Det er som regel ikke nemt at tage det første skridt til at bede om hjælp, hvis man har et alkoholmisbrug. Derfor duer det ikke, at det også skal være besværligt at opsøge hjælpen.
Siden misbrugsambulatoriet i Frederiksværk lukkede den 1. oktober 2009, har borgerne i Halsnæs måttet tage turen til f.eks. Frederikssund eller Hillerød for at få hjælp. Det er ikke længere nødvendigt, for et nyt, privat alkoholambulatorium er åbnet i Jernbanegade 6, 1. sal.
»Det hører ingen steder hjemme, at man skal tage helt fra f.eks. Hundested til Hillerød. Derfor har vi lavet dette tilbud, så der ikke er så langt til hjælpen, hvis man har problemer med alkohol,« fortæller speciallæge Bo Bojesen. Han står bag Halsnæs Alkoholambulatorium sammen med sygeplejerske Charlotte H. Seidler – begge har arbejdet med behandling af alkoholmisbrugere i mange år.
UFORPLIGTENDE SAMTALE
»Vores tilbud henvender sig til folk, der har problemer med alkohol i større eller mindre grad.. Det kan være folk, der er ved at udvikle en afhængighed eller et overforbrug, som kan skabe problemer for dem. Det er et bredt felt, vi har med at gøre. Man er altid velkommen til en uforpligtende samtale – det gælder også de pårørende,« fortæller Charlotte H. Seidler og fortsætter:
»Ved den første samtale handler det om at få sat ord på, hvordan alkoholen påvirker dig og dit liv. Det kan være svært, for selvom der er mange kendisser er stået frem og har fortalt om deres alkoholmisbrug, så er det stadig meget tys-tys.«
Ved første samtale informeres om, hvilke muligheder der er for behandling. Man må gerne tage hjem og tænke over sagen, inden man takker ja eller nej til et tilbud.
BEHANDLINGEN
Hvis man beslutter sig for at få hjælp, så er næste trin i forløbet et stort interview hos Charlotte og en lægesamtale med Bo, hvor både den fysiske og psykiske tilstand screenes.
Herefter udarbejdes en behandlingsplan, som er tilpasset den enkelte. Hvis misbruget har et omfang, som ikke kan takles i ambulatoriet, så henvises til kommunen, som så kan hjælpe den enkelte videre med et andet tilbud.
Behandlingen i ambulatoriet består i samtaleterapi, gruppe eller individuel. evt. kombineret med antabus eller anden medicin.
Et forløb varer typisk ca. et halvt år, men det kan også være kortere eller længere tid.
KAFFEN ER KLAR
Bo Bojesen og Charlotte H. Seidler satser på at gøre Halsnæs Alkoholambulatorium til et åbent og hyggeligt sted.
De, som er under behandling, er velkomne til at komme forbi og slå sig ned i sofaen til en kop kaffe. Og hvis nogen har lyst til at lave en selvhjælpsgruppe, så er man velkommen til at låne et lokale.
Halsnæs Alkoholambulatorium har til huse i Jernbanegade 6, 1. sal, Frederiksværk.